Generelle ordensregler

ET GODT KLIMA ER MEGET VÆRD

En boligafdeling med mange beboere er et miniaturesamfund. Man er mere eller mindre afhængige af hinanden – man er fælles om mange ting.

Derfor er det naturligt at opstille visse regler, som medvirker til at skabe et godt klima i bebyggelsen. Reglerne er fastsat for at beskytte både dig og bebyggelsen. De skal sikre, at der er god ro og orden; holde bebyggelsen i pæn stand og derved medvirke til at minimere omkostningerne til vedligeholdelse.

Endvidere skaber det tryghed og tilfredshed, når alle erkender, at det er nødvendigt at tage hensyn til hinanden.

Eksempelvis har det stor betydning, at du vejleder dine børn og er dem et godt eksempel. Det er dig selv og de andre beboere, der gennem huslejen betaler for istandsættelsen af det, der ødelægges.

Den boligafdeling, du bor i, udgør en selvstændig økonomisk enhed uafhængig af de øvrige afdelinger i foreningen.

Vær opmærksom på, at du som beboer er ansvarlig for, at ordensreglerne overholdes ved brugen af din lejlighed. Også når du, din husstand og gæster benytter fællesfaciliteter, såsom trappeopgang, vaskeri m.v.

Før du flytter ind, bør du være opmærksom på følgende:


ANTENNER 
 
I de fleste boligafdelinger er der installeret fælles antenneanlæg for fjernsyn og radio. Du må kun opsætte udvendige -, lofts- samt andre antenner, herunder paraboler, efter anvisninger fra teknisk afdeling. Retten til opsætning af antenner er betinget af visse forhold, jf. Almenlejelovens kapitel 8 (se www.vesterbo.org).
 

FORSIKRINGER

Afdelingen har udelukkende tegnet de forsikringer, der er nødvendige for afdelingens sikkerhed og drift.

Glas- og sanitetsforsikring er ikke tegnet. Skader på indbo som følge af rør- eller radiatorsprængninger, vandindtrængen og røgskader m.v. er ikke dækket af afdelingens forsikring.

Det er derfor vigtigt, at du selv tegner en indboforsikring eller lignende forsikring, der dækker sådanne skader. Kontakt administrationen angående dækning af udestuer/altaner mm.


SKILTNING

Navneskilte må – for at skåne dørene – kun opsættes, i den udførelse, der er godkendt af boligforeningens administration.

Skilte og reklamer af enhver art må kun anbringes efter skriftligt tilladelse fra administrationen og efter dennes anvisning.


MASKINER

Brug af maskiner skal ske under hensynstagen til de øvrige beboere.

Du skal anbringe maskiner, der kan medføre støjgener for naboer, på et underlag, der dæmper støjen mest muligt.

Maskiner og støjende værktøj må benyttes til ophængning af billeder, gardiner, reoler m.v. på alle hverdage mellem kl. 07-19, lørdage mellem kl. 08-19 og på søn- og helligdage mellem kl. 10-19.

KØLESKABE, KOMFURER
og andre tekniske installationer i lejligheden

For at få fuldt udbytte af de tekniske installationer bør du sætte dig ind i brugsanvisninger for disse. I tvivls-tilfælde kan du rådføre dig med ejendomsfunktionæren.

Som beboer hæfter du fuldt ud for reparationer som følge af misbrug. Du skal hurtigst muligt melde uregelmæssigheder til ejendomsfunktionæren eller afdelingsbestyrelsen/administrationen.

Ønsker du at opsætte opvaske-, vaskemaskine, tørretumbler eller lignende (jf. almenlejelovens kapitel 8) skal du ansøge skriftligt hos teknisk afdeling (se www.vesterbo.org).

Boligforeningen vil herefter sørge for at etablere den nødvendige tilslutning for vandforsyning og afløb. Du betaler selv udgiften til el-tilslutning.

Administrationen fremsender en installationstilladelse.

Du skal straks melde eventuelle utætheder i installationerne til ejendomsfunktionæren eller afdelings-bestyrelsen/administrationen.

Varmeanlæg

Hvis varmeanlægget i lejligheden ikke virker, skal du straks henvende dig til varmemesteren.

I de afdelinger, hvor der er varme-målere og vandmålere, skal beboeren sørge for aflæsning minimum én gang om måneden.

Vi anbefaler, at du noterer aflæsningerne i et skema, som du kan få hos varmemesteren. Hvis du mener, forbruget er for højt, skal du straks rette henvendelse til varmemesteren.

Er du i tvivl om, hvor målerne aflæses, er du velkommen til at kontakte varmemesteren.

VANDHANER og CISTERNER

Utætte vandhaner eller cisterner medfører ofte et stort og fordyrende merforbrug af vand, ligesom defekte haner kan være til lydmæssig gene for andre beboere.

Du skal derfor straks anmelde defekter til ejendomsfunktionæren, der vil sørge for, at reparationen udføres.

Der må ikke monteres brusestop.

Det er ikke tilladt at slutte maskiner og akvarier til vandhaner.


BAD OG TOILET

Badning om natten (kl. 23-05) skal ske under hensyntagen til naboerne.

For at undgå tilstopning af afløbsrør, bør du være varsom med, hvad der skylles ud gennem vask eller toilet. Bleer, vat, avispapir, hygiejnebind og lignende må aldrig kastes i toilet-kummen. Du hæfter fuldt ud for reparationer som følge af misbrug. For at undgå tilstopning af afløbsrør og kloakker, skal beboeren jævnligt rense gulvafløb.


AFFALD

Af hygiejniske grunde skal du pakke al dit affald forsvarligt ind i affaldsposer.

Hvis du har større ting, der skal køres væk, såsom papkasser, møbler og lignende, skal det afleveres i det rum eller den plads, der er indrettet til storskrald.

Madrester og lignende, der tiltrækker fugle, rotter og andre former for skadedyr, må ikke henkastes eller henstilles i afdelingens udearealer.

Af samme årsag er fodring af vilde fugle og dyr ikke tilladt, dog er foder-bræt tilladt.


UDLUFTNING OG INDEKLIMA

Luft ordentlig ud for at undgå fugtskader. Lejligheden ventilerer ikke sig selv. Vær opmærksom på, at badning, madlavning, vask m.m. giver store mængder fugtig luft.

Der opstår færrest fugtproblemer, hvis du holder alle rum nogenlunde ens opvarmet ved 20 grader, og når du lufter ud flere gange dagligt – ca. 10 minutter pr. gang. Husk at lukke for radiatortermostaten under udluftning.

Luk ikke helt for varmen i rum, som ikke benyttes.

For at undgå fugtskader på ydervægge, bør du ikke anbringe skabe eller andre møbler helt op mod væggen. Luften skal kunne cirkulere bagom.

Udsugningsventiler/aftræksriste må ikke tildækkes.

Hvis der er installeret emhætte anbefaler vi, at den benyttes ved madlavning.

Hvis der er dug på indersiden af termoruden er det tegn på, at luft-fugtigheden er for høj og udluftning påkrævet.

MUSIK M.V.

Benyttelse af radio, fjernsyn og musikinstrumenter skal ske under hensynstagen til dine naboer.

I tidsrummet mellem 23-07 skal du udvise særlige hensyn ved at dæmpe lyden, så de øvrige beboeres ønske om nattero respekteres.

I særlige tilfælde, hvor du f.eks. holder fest med risiko for støjende adfærd, bør du informere de øvrige beboere i opgangen samt øvrige berørte beboere.  

Du må max to gange årligt holde fest med risiko for støjende adfærd.

Høj musikafspilning eller afspilning for åbne vinduer og altandøre, er ikke tilladt

Du bør i øvrigt undgå støjende adfærd i form af højrøstet tale m.v. – både i selve lejligheden og i opgangen.

HUSDYRHOLD

I boligforeningen er det ikke tilladt at holde hund, kat eller andre husdyr – bortset fra mindre dyr som burfugle, marsvin, hamstere og skildpadder – medmindre, der på afdelingsmøde eller ved urafstemning i afdelingen, er truffet anden beslutning.

Du kan få oplysninger om, hvorvidt det er tilladt at holde husdyr i din afdeling og reglerne herfor, ved at henvende dig til afdelingsbestyrelsen eller foreningens administration.

Kontakt derfor afdelingsbestyrelsen eller foreningens administration, inden du anskaffer et husdyr.

Det er heller ikke tilladt at have husdyr i pleje i kortere eller længere tid.

Har du gæster, der medbringer husdyr, er dette dog tilladt, forudsat at besøget er af kortere varighed, dog maksimalt ét døgn og maksimalt én gang om ugen.

TRAPPEVASK

Du skal sørge for, at trappegange ikke unødigt tilsmudses eller beskadiges.

Trapperengøring skal foretages én gang ugentligt, og i øvrigt så ofte det er tiltrængt. Rengøringen fordeles efter følgende retningslinier:

For opgange med tre lejligheder pr. etage:

TIL VENSTRE
 
Januar
April
Juli
Oktober 
I MIDTEN
 
Februar
Maj
August
November 

TIL HØJRE

Marts
Juni
September
December 

For opgange med to lejligheder pr. etage:

TIL VENSTRE
 
Ulige måneder 
TIL HØJRE
 
Lige måneder 

Beboere i stueetagen skal vaske og renholde trappeafsatsen til kælderdøren.

Af hensyn til brandfaren bedes du venligst undgå at stille flasker, fodtøj m.v. på trapperne.

Hvis du undlader at overholde trappevasken og hvis nogen klager over det, vil afdelingsbestyrelsen /administrationen igangsætte trappe-vask mod betaling. Betaling for trappevasken opkræves hver måned sammen med huslejen. Du kan afmelde trappevasken igen ved henvendelse til afdelingsbestyrelsen/ administrationen, hvis du vil overholde trapperengøringen selv.

ELEVATORER

Elevatorer er beregnet til persontransport. Misbrug medfører erstatningspligt.


ALTANER OG ALTANKASSER

Du skal holde altanen ren for at undgå, at tilstopning af afløbet forårsager vandskade hos andre beboere. Det er tilladt at anbringe altankasser indvendigt på altanen. 

Det er tilladt at opsætte markiser/solsejl, hvis man følger afdelingens anvisninger herom. 

Du må tørre tøj og lufte sengetøj på altanen under forudsætning af, at det ikke er til gene for andre beboere eller skader ejendommen. Det bør ske, så det ikke er synligt fra anlæg eller gade.

Du må kun grille på altanen, såfremt det ikke er til gene for naboerne.

Bankning af tæpper m.v. må ikke ske fra vinduer eller altaner af hensyn til de andre beboere.

BRANDDØRE

Branddøre skal holdes lukket.

HAVEGRILL

Hvis du griller på afdelingens fælles udearealer, bør det foregå så langt fra lejlighederne, at det nødvendige hensyn til de øvrige beboere tilgodeses. Hvis der er indrettet særlige pladser til grill, bør disse benyttes. 

Hvis du griller i egen have eller på altan, skal det ske under hensyntagen til de øvrige beboere.


VASK OG TØJTØRRING

Tal med afdelingsbestyrelsen /administrationen eller ejendomsfunktionæren om reglerne for at benytte afdelingens vaskeri.

Tørring af tøj bør ske enten i tørrerum, -tumbler eller i tørregård. Benytter du din egen vaskemaskine/tumbler, skal det ske under hensyntagen til de øvrige beboere.

I tidsrummet fra kl. 23-07 bør du undgå at bruge vaskemaskiner og tumbler.

PARKERING, MOTORKØRSEL OG BILVASK

Parkering af personbiler og motorcykler må ikke finde sted på boligområdet uden for de etablerede parkeringspladser. 

Campingvogne, trailere og uindregistrerede motorkøretøjer må ikke parkeres på afdelingens parkeringspladser – i henhold til politibekendtgørelsen om parkering.

I de fleste afdelinger er det heller ikke tilladt at parkere biler med en tilladt totalvægt over 3500 kg (lastbiler, varebiler, busser) på afdelingens område – i henhold til politibekendtgørelsen om parkering. Nærmere oplysninger om parkering på afdelingens område fås på administrationen. 

Af hensyn til børnenes sikkerhed anmodes du om at køre forsigtigt på afdelingens veje og pladser.

Al parkering på brandveje er forbudt. 

Bilvask på afdelingens område er kun tilladt, hvis der er indrettet en særlig plads hertil.

BARNEVOGNE, CYKLER KNALLERTER, LEGEREDSKABER M.V.

Disse ting må kun stilles på de pladser og i de rum, der er indrettet til det.

Du må ikke stille barnevogne, cykler, knallerter, indkøbsvogne m.v. i opgangen pga. brandfaren. 

Af hensyn til sikkerheden er knallertkørsel ikke tilladt på gangstier, legepladser, parkeringspladser samt grønne områder.

PULTERRUM, KÆLDERRUM M.V.

Selv om du ikke benytter dit pulterrum eller kælderrum skal det være aflåst, og eventuelle vinduer og andet skal holdes lukkede. Du må ikke tilslutte frysere og lignende i rummene uden tilladelse.

Af hensyn til fugtoptrængen fra kældergulvet, bør du ikke stille fugtfølsomme genstande direkte på gulvet.

LEG OG BOLDSPIL

Lad ikke børnene lege eller opholde sig på trapper, loftgange, i kældre, elevatorer og gadedøre og andre steder, hvor det kan være farligt eller til væsentlig gene for andre beboere.

Det er naturligvis ikke tilladt at tegne eller male på afdelingens træ- og murværk eller på anden måde beskadige ejendommen eller dens haveanlæg.

Boldspil må kun finde sted på de af afdelingsbestyrelsen anviste pladser og ikke senere end kl. 22. Boldspil mod facader er ikke tilladt.

Flasker, glas og lignende skarpe genstande må naturligvis, af hensyn til børnene, ikke medtages i sandkasser og på legepladser.

FRAVÆR I LÆNGERE TID

Såfremt du skal være væk fra din bolig i længere tid, kan det være praktisk at underrette ejendomsfunktionæren eller dine naboer om det.

Ejendomsfunktionæren har dog ingen pligt til at holde din bolig under opsyn.

Undgå så vidt muligt nedrullede gardiner og andre synlige tegn, der kan friste eventuelle indbrudstyve.

Undgå åbne vinduer og luk ikke helt for varmen.


ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Alle vil gerne bo i en pæn bebyggelse. Boligforeningen gør sit til at skabe en god bebyggelse og forventer, at beboerne i det daglige værner om beplantninger og kollektive anlæg – med det mål at fastholde en pæn bebyggelse. 

Det må være i beboernes fælles interesse, at man gensidigt bidrager til ro og orden i afdelingen, og straks påtaler eventuelle overtrædelser af reglerne eller ødelæggelser til afdelingsbestyrelsen eller ejendomsfunktionæren. 

Eventuel forurening af afdelingens fællesarealer skal straks bringes i stand af dén, der er ansvarlig for forureningen.

Hvis der sker ødelæggelse eller hærværk på trapper, gange, murværk, haveanlæg, fortov og øvrige fællesarealer, rejses erstatningskrav over for skadevolderen eller dennes husstand. 

Hvis gæster er skyld i hærværket, betales udgiften af den husstand, hvor gæsten er på besøg, for at undgå at de andre beboere skal betale ødelæggelserne. 

Alle har pligt til at rette sig efter de anvisninger, som gives af afdelingsbestyrelse eller administrationen.

Klager skal altid fremsendes skriftligt til afdelingsbestyrelsen/ administrationen. Overtrædelser af ordensreglerne kan medføre at lejemålet ophæves/opsiges. 

Fysisk vold, trusler m.v. over for beboere i afdelingen, boligforeningens personale eller andre, der lovligt færdes i ejendommen er uacceptabelt. Det kan ikke alene medføre at lejemålet ophæves/opsiges, men også medføre, at beboerens medlemskab ophører. Dette vil medføre, at beboeren ikke kan ansøge om andet lejemål i foreningen.


VI HJÆLPER DIG GERNE!

Som det fremgår af det, du netop har læst, kan du i mange tilfælde hente råd og vejledning hos afdelingsbestyrelsen, administrationen eller ejendomsfunktionærerne. Afdelingsbestyrelsen har faste træffetider. Hvis der ikke er valgt en afdelingsbestyrelse, kan du kontakte administrationen med alle spørgsmål vedrørende boligen. 

Overtrædelse af husordenen skal, for at kunne blive behandlet af afdelings-bestyrelsen eller administrationen, anmeldes skriftligt. Du kan få anmeldelsesblanketter på boligforeningens administrationskontor eller på www.vesterbo.org

Ofte er det en god idé, hvis du forud for anmeldelsen selv har taget kontakt til den beboer eller nabo, der over-træder husordenen. Gør vedkommende opmærksom på reglerne for husorden. Hvis det ikke hjælper, kan du aflevere den udfyldte anmeldelsesblanket til afdelingsbestyrelsen/ administrationen.

Vi gør opmærksom på, at klageren skal være forberedt på at møde op i beboerklagenævnet eller boligretten. 

Beboeren kan selv indbringe en sag for beboerklagenævnet i kommunen. 

Århus kommune:

Beboerklagenævnet, Rådhuset, 8000 Århus C. Tlf. 8940 5820 (kl.9.30-15)

E-mail: beboerklage@jur.aarhus.dk

Hjemmeside : www.aarhuskommune.dk/beboerklage 

Hammel og Hinnerup kommuner:

Fra 2007 Favrskov Kommune

Beboerklagenævnet, Torvegade 7, 8450 Hammel. Tlf. 87 62 11 00  

Der henvises i øvrigt til afdelingens eventuelle egne regler/anvisninger.  

 

Således vedtaget af Boligforeningen VesterBo´s repræsentantskab i september måned 2005.

 

Øvrige regler: 

  • Råderet og Tilvalg
  • Regler for vedligeholdelse i boperioden og istandsættelse ved fraflytning
  • Boligforeningens Vedtægter
  • Ordensregler for husdyrhold (Hvis husdyrhold er vedtaget og dermed tilladt)
  • Generelt haveregulativ ( hvis der er haver i afdelingen)
Boligforeningen VesterBo
Brendstrupgårdsvej 7 · 8200 Århus N
Tlf. 87 39 39 39 · post@bk-aarhus.dk
Based on SEEEMS.CMS